I henhold til Dansk Sprog og Litteraturselskab, stammer ordet fra fra middelnedertysk “vorloren” - at miste. På dansk bruges det ofte som beskrivelse af noget menneskeskabt der efterligner noget naturligt.
Jeg kan godt lide ordets sammenhæng med kunst -> kunstig -> forloren, og jeg holder ligeledes af ordets tætte tilknytning til fødevarer: “Forloren Hare” er ofte noget af det første man tænker på når man hører ordet. Der er noget velkendt og komfortabelt over det. Den oprindelige tyske betydning leder tankerne hen mod forgængelighed, ikke ulig den som findes i nydelsen af et måltid.
Når Forloren kombineres med andre ord, får det os til at stoppe op og smage på ordsammensætningen. "Forloren" rummer både noget genkendeligt men også noget foruroligende!