Introduktion
Da jeg bemærkede at Danmarks
Fotomuseum og Textilforum i Herning fra d. 5/1-25/4
'99 afholdte en udstilling med Gunnar Larsens fotografier og blade, kom
jeg i tanke om et 13 år gammelt kassettebånd jeg havde liggende i
kælderen.
Som 20
årig arbejdede jeg frivilligt for Roskilde Dampradio, og lavede, fra
tid til anden, små programmer om ting der interesserede mig. Jeg var
ikke særlig god til at interviewe, men det gav en oplagt mulighed for
at tale med spændende personer, hvilket jeg benyttede mig flittigt af
-mens jeg gik rundt og overvejede hvad jeg skulle gøre med mit liv.
Da jeg
ved udgangen af 1985 fandt en billig charterrejse til Paris,
spekulerede jeg på hvad jeg kunne lave af fornuftige ting i Paris, og
jeg fik den ide at kontakte modefotografen Gunnar Larsen. Jeg var selv
fotointeresseret og var, som så mange andre fascineret af den glamour
som omgav modefotograferne.
Gunnar
Larsen var ofte omtalt i amatørfotobladene som jeg læste, og jeg kunne
godt lide hans kontrastfyldte fotografier hvor modellernes næser kun
var markeret af skyggerne af deres næsebor. Jeg opfattede Gunnar
Larsens billeder som stilskabende, lidt "farlige" og teknisk anderledes
i forhold til det man ellers så på det tidspunkt.
|
|
|
|
Gunnar Larsen.
Gengivet med tilladelse fra Danmarks Fotomuseum, Herning.
|
|
|
Gunnar Larsen udgav modebladet GUNNAR, som
han selv betegnede som verdens største og dyreste, hvilket dels
henviste til dets format og en pris på 100 franc.
Han turnerede byer verdenen over med et
alternativt modeshow og lavede film om modeverdenen. Han udgav også en
bog henvendt til piger med modeldrømme.
Gunnar Larsen svarede venligt på min
henvendelse, og indvilligede i at tale med mig.
Jeg havde en naiv forestilling om at folk
i modebranchen levede i sus og dus. Det undrede mig derfor lidt, at
hans brev var skrevet på et stykke brevpapir som tydeligvis havde været
flere generationer gennem fotokopimaskinen. Det skulle vise sig at
Gunnar Larsen var en iværksætter som måske ikke levede i overflod, men
til gengæld havde valgt at designe sit eget liv.
Jeg mødte GL på hans kontor, jeg husker
ikke længere adressen, men det var i gå afstand fra mit hotel ved
Jardin du Luxembourg. Det var absolut ikke et kvarter som man kunne
betegne som eksklusivt. Et lidt slidt typisk parisisk kvarter med et
par hjemløse på varmeristerne hist og her.
Ved 16 tiden den 15. januar 1986 tog
Gunnar Larsen venligt imod mig. Redaktionslokalet bestod af et
butikslokale i gadeplan. Jeg husker at lokalet var indrettet som et
ganske almindeligt, ikke noget fancy. Magasiner og fotografier var
placeret hist og her men det var ikke rodet.
En dansk fotomodel "Malene" var til stede
under interviewet, hun sad og arbejde med nogle papirer mens Gunnar
Larsen og jeg talte. Efter vores interview insisterede Gunnar Larsen
på, at jeg talte med hende. Jeg interesserede mig ikke så meget for
fotomodellers arbejde så denne del af interviewet blev ikke særligt
godt, men det virkede som om det var vigtigt for Gunnar Larsen at
udbrede kendskabet til det at være fotomodel. Jeg har ikke inkluderet
interviewet med Malene her og det blev heller ikke bragt i radioen.
Jeg havde medbragt et kamera med det
formål at tage et billede af Gunnar Larsen. Jeg husker at jeg opfattede
ham som venlig, men også ret reserveret, og det var måske derfor jeg
ikke turde spørge om lov.
Interviewet blev bragt på Roskilde
Dampradio i februar 1986 (hvis jeg husker ret) og Gunnar Larsen bad mig
supplere interviewet med David Bowie's sang Putting Out Fire fra soundtracket til
filmen Cat People.
Interviewet som bringes nedenfor er stort
set uredigeret. Jeg var som nævnt ikke særligt øvet i at lave
interviews, så jeg sprang lidt frem og tilbage mellem emnerne. For
læsernes skyld har forsøgt at rokere lidt rundt, så læsevenligheden
forbedres en smule. Jeg har skrevet Gunnar Larsens svar ordret af efter
båndoptagelserne.
Gunnar
Larsen døde i 1990, kun 54 år gammel.
|
Interview
med Gunnar Larsen d. 15. januar 1986, Paris
Niels
H. S. Nielsen: Kan du fortælle lidt om hvordan dit modeblad startede?
Gunnar
Larsen: Jeg har altid været både journalist og fotograf. Ligesom en
grønthandlerekspedient en dag drømmer om at åbne sin egen
grøntforretning, drømmer en journalist eller en fotograf om at kunne
sige "nu er det mig der bestemmer, nu vil jeg have mit eget blad". Jeg
var så heldig at komme til en bunke penge på en ret nem måde, og "de
penge skal bruges til noget" tænkte jeg, og "nu ville jeg starte et
modeblad"
N.
I Paris, hvorfor netop i Paris?
G.
Fordi det er nok det eneste sted du kan skabe et modeblad i vores stil.
Paris er international, og man vil gerne vide hvad der sker i Paris'
modeverden fordi det er den der bestemmer moden. Hvis du sender bladet
ud fra Danmark så har det ingen interesse. Hvis jeg fortæller dig, at
du kan kigge i et blad fra Island eller Vietnam, vil du måske sige at
"det lyder interessant", men sikkert gabe kæben af led. Det samme ville
være tilfældet hvis jeg sendte bladet ud fra Danmark, det vil få samme
reaktion, men hvis jeg sender det ud fra Paris vil det have nyhedens
interesse. Det er her vi skaber moden, det er her vi skaber
hovedretningerne.
N.
Du var ikke bange for den hårde konkurrence i Paris. Havde du undersøgt
markedet for et blad som dit, og ...
G.
Jeg kan fortælle dig, at hvis vi havde undersøgt markedet havde vi
aldrig startet bladet, så havde vi ladet pengene blive i banken, for
hvis nogen, en markedsekspert, spørger folk om de vil købe et blad som
er en halv meter langt, som koster 100 franc, og som hedder GUNNAR -som
de dårligt nok kan udtale, så ville markedseksperten komme hjem og sige
"Nej, der er absolut ingen interesse for det blad" og så ville det ikke
være udkommet.
Nu
gjorde vi det modsatte; vi lavede bladet og skabte vores eget marked,
og det viser sig at der er et marked til et blad der koster 100 franc
og der er et marked for et blad der er en halv meter langt.
N.
Nu nævner du selv formatet. Hverken format eller indhold er helt
almindeligt, du har næsten ingen tekst og billederne spiller den
altdominerende rolle ...
G.
Fordi for det første kan 50% af vores læsere ikke læse fransk, fordi vi
sælger 50% af bladet i andre lande. De kan simpelthen ikke forstå hvad
vi skriver. For det andet findes der ikke et visuelt, et rigtigt
visuelt blad på markedet. Hvis du skriver om mode og kunst som vi gør,
så siger billeder det hele, du behøver ikke så meget tekst, så derfor
har vi lagt det an på, at det skal være store billeder og visuelt, i
stedet for at man skal læse noget som man ligeså godt kan opfatte når
man ser billedet.
N.
Og billederne har jo en meget speciel stil, man taler i Danmark, i
hvert fald i fotokredse, om en "Gunnar Larsen stil". Hvordan er du nået
frem til den?
G.
Ved at arbejde 12 timer i døgnet. Det er den eneste måde man kan
udvikle en stil.
N.
I hvor mange år?
G.
Lige siden jeg begyndte at fotografere, fordi jeg startede ikke med at
fotografere i Paris. Jeg startede som Journalist og skrev til
forskellige danske blade derhjemme.
På
et tidspunkt var jeg filmanmelder hos Jyllandsposten og tog til alle
film festivalerne. En dag besluttede jeg mig for at jeg ville være i
Paris, fordi det var den mest spændende by, jeg havde oplevet på vejen
rundt. Så begyndte vi at skrive, og på det tidspunkt havde vi en aftale
med United Press . De sendte så en fotograf, når jeg skulle bruge en
fotograf og han tog billederne, og jeg sad så dér med, efter min
mening, med nogle forfærdelige dårlige fotos. Så tænkte jeg, at når
alle andre kan bruge et kamera, så kan jeg vel også. Jeg købte et
fotografiapparat og begyndte at fotografere for mig selv, og lidt efter
lidt tog fotoet overhånd i forhold til journalistikken.
Da
jeg startede var der en mand som hed David Hamilton, der lavede den
romantiske linje, og alle fotografer der startede på det tidspunkt
lavede den romantiske linje. Det var alt sammen små piger der smed
tøjet, og det var alt sammen slørede billeder. Så tænkte jeg, at hvis
du skal gøre noget her, må du gøre det lige modsat. Du må skabe en stil
hvor du bruger mere modne piger, hvor du er mere barsk og hvor der er
mere i øjnene end det som der er i en lille sød romantisk pige.
Det
begyndte jeg så på, og i starten var folk jo noget chokeret over den
stil. Vi kunne slet ikke sælge dem. Hvis jeg ikke havde haft mit eget
blad senere hen, var de aldrig nogen sinde kommet frem. Man havde været
vant til den samme stil i mange år, og mode-redaktricerne ville ikke
prøve noget nyt. De var bange, så det var simpelthen umuligt at afsætte
fotografierne. Da jeg så fik mit eget blad gik det jo noget lettere. Nu
har folk vænnet sig til stilen, nu er det som om den er ved at slå
igennem over det hele.
N.
Du tager selv alle billederne i bladet, er det rigtigt?
G.
Ja, 80%, nogle får vi tilsendt fra udlandet, men 80% ta'r jeg selv.
N.
Det inkluderer også en hel del af de reklamerne der er i bladet.
G.
Jeg vil helst være fri for at lave dem. Folk be'r om "Gunnar Larsen"
stil, men når man så afleverer billederne som "Gunnar Larsen" stil. Så
siger de at "Naaj, vi skal ha' det en lille smule blødere, det må ikke
være så hårdt og der er lidt for meget makeup på". Så ender det med, at
det kommer til at ligne alle de andre billeder der er rundt omkring. Så
derfor siger vi mest nej til at lave reklamefoto til bladet. Vi
fortrækker at de selv laver det og bringer os det.
N.
Bladet som helhed repræsenterer jo netop din stil. Er du ikke nervøs
for at bladene bliver for ens når du selv tager alle billederne?
G.
Nej, nej nej, slet ikke. Vi har en stil og vi er måske det eneste blad
i dag som har en stil og en linje hvor vi kan sige "sådan er det". Så
længe bladet hedder GUNNAR, så må det være min stil.
Vi
sælger 38.000 blade, og når vi sælger 38.000 blade så er der et kæmpe
antal mennesker som endnu ikke har set vores blad, som endnu ikke har
set vores stil og som endnu ikke kender noget til det.
Jeg
tror ikke vores læsere bliver trætte, jeg tror ikke de er trætte -endnu
i hvert tilfælde. Vi ser det når de skal forny abonnementerne. Dér er
det jo tydeligst, ikk'. Hvis de ikke fornyer igen, så er det fordi de
er blevet trætte af bladet, og på den måde har man hele tiden en føler
med om der opstår en træthed. Men jeg tror det ikke, for vi prøver jo,
selvom man kan sige at der er en stil, så har stilen alligevel
forandret sig. Ganske langsomt hen ad vejen, - stilen har forandret sig!
N.
Nogen gange kan man have svært ved at se moden på dine modefotografier,
det er mere nerven i billederne der ...
G.
Jeg skal jo heller ikke sælge fabrikanternes tøj! Det skal
fabrikanterne selv gøre og hvis fabrikanterne vil have en annonce i,
hvor man kan se alle detaljer i deres tøj så kan de jo købe annoncen.
Vi laver et blad som vi syntes det skal være, og vi er fuldstændigt
uafhængige af fabrikanterne. De kan ikke komme og sige at man skal
kunne se en søm her eller en lille lomme der. Det må vi overlade til
læsernes fantasi. Det er den måde vi skaber et modeblad på, ellers
bliver det let et katalog for fabrikanterne, ikk'?
N.
Det er vel også en af de ting der er karakteristisk ved dit blad, i
forhold til andre franske blade, at der er meget få annoncer i? Jeg
købte Vogue forleden dag. Det har 70% annoncer.
G.
Ja, ja, det er endt op med at blive en telefonbog, da jeg kom herned,
var Vogue et meget kreativt modeblad, og det var spændende at se hver
gang det udkom. Det var fuldt af kreative billeder og pigerne på det
tidspunkt sagde "ih, jeg har arbejdet for Vogue", det var ligesom der
stod glans omkring dem, og det var virkeligt noget når de havde
arbejdet for Vogue.
I
dag er det endt op som en telefonbog. Selvfølgelig tjener de millioner,
i forhold til hvad de tjente førhen. Nu er der 4-500 sider i, og du har
svært ved at finde de 30-40-50 sider med redaktionelt stof. Det er kun
annoncesider.
Jeg
har sagt at selvfølgelig vil vi gerne have flere annoncer i, og det er
Rose-Marie, som du lige hilste på, som sælger annoncerne og står for
den afdeling, men der vil aldrig være så mange annoncer så man ikke kan
se at det er et redaktionelt blad. Folk giver 100 franc for bladet, så
selvom annoncer er med til at billiggøre bladet, må det ikke tage
overhånd.
N.
Kan du beskrive hvad det er, du vil med dit blad, hvad er dit mål med
det?
G.
Hvis du køber mit blad, håber jeg du får en visuel oplevelse, og
samtidig at du får inspiration til at skabe noget selv, at tænke selv.
At man kan se, at man selv kan se det hele fra en anden vinkel end den
man er vant til -at gå nye veje.
Jeg
fortæller tit den historie når vi er ude og lave vores talk-show. Folk
spørger "hvordan med det fotografiske, hvordan eksperimenterer i?". En
nat stod vi og eksponerede papiret fra bagsiden fordi det var lykkedes
mig at få et godt billede ved en fejltagelse hvor jeg havde lagt
papiret omvendt. Det syntes vi så meget spændende ud, så jeg ville lave
en modereportage hvor vi simpelthen eksponerede papiret fra bagsiden.
Det gav en speciel effekt.
Vi
stod hele natten og brugte et par hundrede stykker papir på at komme
frem til, efter vores mening, et godt resultat. Næste morgen da vi kom
og så billederne i dagslys, så kasserede vi det hele, fordi det var
ikke det vi havde forventet. Sådan eksperimenterer vi hele tiden, vi
prøver at finde nye måder, og finde måder at se noget andet end det vi
normalt ser. Jeg håber de læsere der ser vores blad og forsøger at
tænke på den måde i det job de nu har.
N.
På forsiden står der " det dyreste blad i verdenen".
G.
Det er det også. Jeg plejer at sige, at hvis de kan finde et blad der
er dyrere, så får de pengene tilbage.
N.
Hvem henvender i jer til med den pris, er det en del af
markedsføringen, eller er...
G.
Nej! Det er simpelthen fordi bladet er så luksusbetonet at ... Hvis vi
kunne sælge det for 20 eller 30 franc, ville vi være Frankrigs største
modeblad - ingen tvivl om det!
Men
bladet koster næsten 50 franc at trykke, og indbindingen foregår i dag
i hånden, fordi man har ikke maskiner som kan indbinde så stort et
format. Hvis vi gik 10 cm ned i længden og 5 cm i siden, så kunne vi
blive indbundet på maskine, og så røg prisen fra 50 franc ned til 10
eller 20 franc. Men selve udførelsen er så luksusbetonet at det må
koste 100.
N.
Nu har du jo andre jern i ilden end lige det at lave modeblade. Du
laver også modeshows og film til dansk TV. For eksempel var der en film
for ikke så lang tid siden som du havde lavet...
G.
Ja, det var en jeg havde lavet sammen med Claus Wikke(?). Jeg lavede
den over mannequiner og deres verden i Paris. Det var den første lange
film vi har lavet sammen. Den varede 52 minutter. Året forud havde vi
lavet 7 indslag til Danmarks TV, men de var alle sammen af 10 minutters
varighed. Det var første gang vi havde lavet et længere produktion
sammen.
N.
Ligger det at lave modeshows og film naturligt op af det at lave et
blad?
G.
Ja det syntes jeg. Det er som at gøre billederne i bladet levende.
Vores modeshow gør faktisk at alle billederne i bladet pludseligt
bliver levende oppe på podiet. De tanker vi har i bladet bliver
realiseret. Og vi prøver på at lave mode på en måde... Hidtil har
modeshow jo været noget forfærdeligt kedelig noget, jeg ser 300 af dem
om året. Jeg vil ikke engang kalde dem shows, jeg vil kalde dem
modeopvisninger.
Jeg
oplevede selv en, sidste år i København og blev inviteret ned og skulle
se alle tiders modeopvisning. Jeg sagde selvfølgelig tak og tog ned for
at se det. Der en dame og den dame kendte jeg ikke, fordi jeg har boet
hernede i 17 år, så jeg kendte ikke damen som stod og speakede, men hun
stod dernede på Hotel Scandinavia og læste op: "Se her kommer Lotte i
bermuda shorts, de er hvide!", men hun havde ikke taget sine briller
på, så da Lotte kom nærmere sagde hun "oh, undskyld! Hun har en sød
minikjole på". Sådan gik det hele aftenen igennem det tog to timer. Det
viste sig at det var Grethe Sønck der var speaker på det her modeshow.
Jeg
syntes at det var synd at præsentere mode på den her måde. Året efter
brugte vi det samme indslag i starten af vores modeshow, hvor vi lavede
en parodi i de første 2 minutter af showet, så folk troede at de også
skulle se sådan et modeshow, og så pludselig eksploderer bomberne og
det hele -og der sker noget.
Jeg
tror at hvis folk skal se mode i dag, så skal det ske på en spændende
måde, og vi må bruge mode som vi bruger teateret.
N.
For lige at hoppe tilbage til den film som man viste i dansk fjernsyn,
som hed "Pigedrømme, Drømmepiger". Modeverdenen er en drømmeverden.
Hvordan ser du dig selv i den sammenhæng?
G.
Jeg tror ikke vi skaber drømme. Jeg tror vi sætter fantasien i sving.
Vi er med til at få folk til at se tingene på en anden måde og få lidt
fantasi ind i modeverdenen, så det netop ikke altid skal være så
kommercielt.
Der
må også gerne være lidt fantasi i det hele. Når vi fotograferer prøver
vi på at vise det på en anden måde, og også få pigerne til at glemme
det de lavede i går, og prøve at lave det på vores måde.
Det
har vi nogle gange problemer med. Der stejler pigerne nogle gange og
siger "det kan jeg ikke, det vil jeg ikke". Jeg havde oplevelsen med en
dansk pige for 3 uger siden. Det var en lidt ældre pige i slutningen af
sin karriere som model. Jeg bad hende lave nogle poseringer, nogle
kreative billeder, men det kunne slet ikke lade sig gøre. Hun var så
vant til, at det skulle være kommercielt, at hun skulle stå ret op og
ned og man skulle kunne se alt tøjet. Hun kunne slet ikke gennemføre
billederne.
[...Jeg vender båndet og spørger Gunnar
Larsen om der er noget han specielt mener vi bør tale om. Gunnar Larsen
udtrykker ønske om at vi taler om fotomodellerne...]
G.
Vi kan snakke om vores modelpiger. Fordi der kommer jo også mange
danske piger ned til Paris. Især i øjeblikket fordi der en meget stor
ungdomsarbejdsløshed i Danmark. Så er det klart at så er der muligheden
for at tage ud.
Hvis
pigen ser nogenlunde ud, så er det klart at hun prøver at komme til
Paris eller prøver på at se om fotomodel er noget. I Paris kan man
blive enten au-pair pige eller fotomodel. Det er to jobs der ikke
kræver nogle sprogkundskaber når du starter, fordi inden for
modeverdenen taler man engelsk. I modelverdenen er der ikke særligt
mange der kan fransk.
Vi
har mange der kommer ind af døren hver eneste dag. For mit vedkommende
foretrækker jeg at pigerne er omkring 20 år når jeg begynder at arbejde
med dem, men tendensen er, for modelbureauernes vedkommende, at de
gerne vil ha' piger der er 16-17 år, og når pigen er 21 er hun for
gammel for dem.
Men
hvis de er en lille smule ældre foretrækker jeg at arbejde med dem,
fordi vi skal lave noget sammen, vi skal kreere noget sammen. Det er
ikke altid at en 16-17 årig pige har de ideer og den modenhed der skal
til, for at være med til at lave de billeder som jeg laver.
N.
Pigernes input spiller altså en stor rolle?
G.
Vi er to om at lave et billede. Pigen, hvis hun er professionel, laver
50% af billedet og jeg laver 50% af billedet. Det er klart at
fotografen er instruktøren. Det er ham der siger hvordan det skal være.
Det må pigen så indrette sig efter. Det kan ikke nytte at hun siger
"det vil jeg ikke, det kan jeg ikke".
Det
er fotografens opgave at se nye muligheder som pigen måske ikke selv
har set. Derfor må hun absolut følge fotografen og gøre de ting han
be'r om.
For
eksempel hvis make-up'en skal være kraftig som i vores tilfælde, så må
hun gøre det, også selvom hun syntes at det naturlige look klæder hende
bedre.
Men
det kan jo være at netop fotografen har fundet en anden måde at vise
pigen på. Og det er en af de ting vi gør her.
Når
pigerne kommer og viser sin bog med billeder, så er jeg helst fri for
at se bogen, hvis det er en pige jeg gerne vil fotografere, fordi så
ved jeg ikke hvordan de andre har opfattet hende. Så kan jeg med mine
egne øjne opfatte hende selv. Bagefter når jeg har fotograferet hende,
så beder jeg som regel om at se bogen for at se hvordan de andre har
opfattet pigen.
Pigerne
spiller en utrolig stor rolle. Hvis pigen også er kreativ så kan vi nå
et helt fantastisk resultat sammen. Det er også til gælde for pigen,
for hvis hun ser flot ud på billederne, så er der andre der booker
hende, og så tjener hun endnu flere penge end bare hos os. Det er en
god start, fordi fotografer, art-directors og mode-directricer, har
ingen fantasi overhovedet. De kan ikke se der er andre muligheder i
pigen end det de kan se på billederne, og det er her vi for eksempel er
ret gode til at se de andre muligheder i pigen. Sådan kan hun også
være, fordi vi bruger vores fantasi.
N.
Hvis pigen har stor betydning, hvordan kan det så være at jeg ikke kan
genkende dem hvis jeg ser dem i virkeligheden?
G.
Det er fordi vi er ret gode til at lave dem kønnere. Når folk har set
billederne først og så ser pigen, så står skuffelsen i deres ansigt når
de ser pigen.
N.
Hvilke piger har mulighed for at få et arbejde som model?
G.
Som regel er de jo ikke billedskønne når de kommer ind af døren, vel?
De skal have personlighed. Vi lægger meget vægt på at de har
personlighed, og at vi kan tale sammen. Hvis pigen ikke kan sige et
fornuftigt ord, kan vi heller ikke få noget godt samarbejde ud af det.
Vi må kunne diskutere alt muligt andet end lige fotos, ikk'?
Vi
havde en dansk pige der kom ind i går aftes, hun sagde hverken hvem hun
var eller noget som helst. Hun stod der bare, ikk'?
Vi
tabte helt lysten til at have noget med hende at gøre, inden vi vidste
hvem hun var.
En
pige skal være åben og sælge sig selv, helt bogstavelig. Hun skal kunne
komme ind med et smil på og med det samme kunne sige noget. Hun må ikke
stå som en forsagt mus henne i hjørnet, fordi så kan man jo ikke få
noget ud af hende alligevel, men hvis hun har stort mod på det, et
kæmpe smil på og kan sige noget når hun kommer ind, så har hun i hvert
fald vundet den første meter.
N.
Vil du anbefale danske piger at komme herned.
G.
Ja, ja, jeg syntes det er en fremragende ide. For det første har jeg
aldrig set nogen dansk pige i de der næsten 20 år jeg år været hernede,
som det er gået galt for. Jeg så godt at Ekstra Bladet skrev en artikel
for en måned siden, hvor de skrev om narko og to danske piger som var
arresteret som luksusludere i Paris -og den fik ikke for lidt. Det var
løgn fra A til Z. Selvom Ekstra Bladet ringede til politiet her i Paris
og fik besked om, at der aldrig havde været arresteret en dansk pige,
og selvom de fik den besked, bragte de alligevel en artikel om en "Pia
K", og skrev en lang røverhistorie.
Der
har aldrig i mine 20 år været en dansk pige det er gået dårlig for,
alle har haft en sjov periode i deres liv. Der kræves så meget af
pigen, så hun udvikler sig, og bagefter får hun jo fremragende job.
Hvis du kigger på mode-redaktricen på Søndags Berlingerne: En tidligere
model! Moderedaktricen på EVA: En tidligere model! Du møder dem overalt
bagefter, og de har fået gode job, netop fordi de lærer at klare sig og
tale et sprog eller to. Det med at du hver morgen møder op i et
fotostudie hvor hun ikke kender nogen mennesker. Hun står som en vildt
fremmed og skal i kontakt med disse mennesker. Hun skal vinde disse
mennesker for sig, for ellers bliver det ikke en god dag, eller gode
billeder. Det lærer pigerne. De lærer at klare sig og komme i kontakt
med mennesker, og det har de gavn af senere hen. Og så er København jo
kun halvanden time væk. Hvis far og mor sender 600 kr. herned, kan de
tage toget hjem på ingen tid.
Det
vigtigste er at du kigger dig i spejlet. Du kan ikke nøjes med at mor
siger, at du er lige så flot som hende i bladet. De gængse mål inden
for modelverdenen er mindst 174 cm. med enkelte undtagelser. Hvis du er
165 cm og 25 år så glem det. Men er du 17-18 år syn's jeg du skal prøve
det, men du skal ta' penge med, fordi du får ikke noget job de første
måneder. Det første par måneder går med at lære lidt sprog, lære byen
at kende og gå rundt til fotografer og blive prøvefotograferet og skabe
en bog. Når de 2 måneder er gået er du 7-8000 kr. fattigere, men så har
man måske begyndt at få arbejde. Jeg vil anbefale at man ta'r 10.000
kr. med herned så hun kan klare sig, for det er dyrt at bo i Paris; det
er dyrt at komme i gang som fotomodel. Der er ikke nogen der forærer
noget til dig, alle fotografer be'r om penge, modelbureauerne betaler
ikke noget uden du har arbejdet og tjent nogle penge, hvis ikke du har
tjent penge får du ikke arbejde.
N.
Det lyder hårdt.
G.
Det er klart, og der er masser af piger der vil have et arbejde, og man
skal ikke forvente at Paris står med åbne arme.
N.
Man skal ikke ha' de store forventninger?
G.
Det er nok et af de største problemer ved Danmark. Du har ikke nogen
modstandskraft, hvis det bare går en lille smule dårligt, så falder det
hele til jorden for dem. Det er det pigerne lærer hernede. Der er ikke
nogen far og mor de kan gå hen til, der er heller ikke noget
bistandskontor. Der er ikke noget som helst. Fordi hvis du vil klare
dig må du knokle for at det skal lykkes. Bistandskontor og sådan noget
gælder slet ikke hernede. Men det er kun sundt at opdage at man skal
kæmpe for det man vil nå, ikk'?
Transskriberet
interview: Copyright 1999. Niels H. S. Nielsen. Originale
lydoptagelser: Copyright 1986. Niels H. S. Nielsen